Køb Famotidin online på HyggeSund i Danmark

Oversigt over Famotidin og dets lægemiddelklasse

Tilstande som syre-relateret smerte ved gastroøsofageal reflukssygdom (GERD), duodenale ulcera og funktionel dyspepsi er primære indikationer for behandling med Famotidin. Famotidin er et reversibelt H2-receptorantagonist, der blokerer histamin H2-receptorer i ventriklens parietalceller og derved nedsætter basal og stimuleret syreproduktion. Det aktive stof er famotidin. Klinisk virkning omfatter lindring af symptomer og fremme af heling i øvre gastroduodenale læsioner.

Tilgængelig som oral tablet og parenteral injektionsløsning. Doseringsskemaer varierer efter indikation og nyrefunktion; typiske voksne doser spænder fra 20 mg til 40 mg 1–2 gange dagligt, eller 40 mg som natdosering for GERD.

Sammenligning med relaterede stoffer i samme klasse

Famotidin tilhører H2-receptorantagonister. Denne gruppe reducerer mavesyresekretion ved blokering af histamin H2-receptorer i parietalcellerne. Sammenlignet med ældre lægemidler som cimetidin har famotidin generelt færre stoflige interaktioner og en mere forudsigelig virkning. Onset af symptomlindring er typisk 30–60 minutter, og virkning kan vare op til 6–12 timer. Renalt påvirkede patienter kræver dosisjustering.

Terapeutiske anvendelser

Famotidin anvendes ved GERD og esophagitis samt ved duodenal og gastrisk ulkus. Det bruges også til forebyggelse af NSAID-induceret ulkus og i kortere forløb ved Zollinger-Ellison-syndrom under lægelig overvågning. Voksne dosisintervaller varierer efter indikation, normalt 20 mg to gange dagligt eller 40 mg om natten ved GERD; til ulkus 20 mg to gange dagligt. Ved nedsat nyrefunktion justeres dosis i overensstemmelse med kreatininkin clearance.

Vigtige forskelle fra lignende lægemidler

Her vises en kort sammenligning med to andre H2-receptorantagonister.

Sikkerhedsprofil sammenfatning

De mest almindelige bivirkninger er hovedpine, svimmelhed, obstipation og diaré. Sjældne tilfælde af forvirring forekommer hos ældre eller ved høj dosis. Langtidsbehandling kan være forbundet med ernæringsmæssige mangler såsom B12- og magnesiummangel. Lægemidler, der kræver sur pH for absorption, kan få nedsat effekt; vurder behov for timing ved samtidig brug af andre behandlingsmidler. Ved nedsat nyrefunktion kræves dosisjustering og overvågning af nyrefunktionen.